Albertslund Vest - Vinduer og skillevægge

2011

I april blev de nye vinduer sat i. Nogle af vinduerne er udført som faste partier, der ikke kan åbnes. Andre vinduer er oplukkelige. Alle vinduer er med energiruder. Rammerne er udført i jatoba, som er en hård træsort. I de to yderstliggende værelser udføres vinduerne som ventilationsvinduer. Her er der monteret et ekstra lag glas foran den udvendige del af termoruden, og via en spalteventil bliver udeluften ledt gennem mellemrummet mellem termoruden og den udvendige forsatsrude. Om vinteren vil luften på denne måde blive varmet lidt op, før den ledes ind i værelset, og man vil derfor ikke føle den friske luft som kold træk. Om sommeren vil luftgennemstrømningen mellem de to glas køle termoglasset en smule og på den måde medvirke til, at værelset ikke bliver for varmt. Ventilationsvinduerne er en gammel opfindelse, som bl.a. kan ses på Vinterpaladset i Skt. Peterborg. I prøvehuset bruger vi ventilationsvinduerne som et forsøgselement til forbedring af indeklimaet i huset.

 

De indvendige skillevægge er ligeledes ved at blive sat op. Væggene omkring badeværelset udføres i letbeton. I de øvrige rum udføres skillevæggene som isolerede gipspladevægge. Væggen mellem stuen og det store værelse udføres som en fleksibel væg, der kan fjernes, hvis beboerne ønsker det. Væggen er udført uden el-installationer, så nedtagning og eventuel senere genetablering kan udføres så enkelt som muligt.