Albertslund Vest – tag og facader
2011
Tagkonstruktionen begynder at tage form. Tagspær er lagt op, og der er boret huller, hvor ventilationskanaler skal placeres. Taget isoleres med i alt 400 mm mineraluld, og ned mod boligen placeres en plastfolie, der skal fungere som dampspærre, således at fugtig luft fra boligen ikke trænger op i tagkonstruktionen. Der gøres endvidere klar til at montere nye vinduespartier ind mod haven.
Samtidig gøres der klar til at efterisolere facaden udvendigt. Der monteres nye plader uden på den gamle isolering, og herefter skal der isoleres ekstra udenpå. De nye plader er konstrueret således, at de kan optage og afgive fugt. Dette betyder, at eventuel fugt bag pladerne (i den gamle isolering) vil kunne trænge gennem pladen og slippe fri af konstruktionen. Hermed minimeres risikoen for fugtskader i konstruktionen.